En del af flokken er vigtigt for os | Lad os tage en uformel snak
Dette er sjette blog i anledning af min kommende selvbiografi om det at være adopteret.
Noget af det første, adopterede oplever her i livet, er at miste. Man mister det at være en del af flokken…
Hvad gør man, når man mister, og der lige pludselig er mulighed for at række ud efter andre.
Nogle rækker med længsel og desperation ud efter den første den bedste, for at få dækket det store og basale behov for kontakt til andre mennesker.
En del adopterede har tilbragt deres første måneder, og for nogle, år, på et børnehjem.
Nogle børn bliver ved med at række ud så snart, de ser, der er et menneske indenfor rækkevidde. De skelner ikke mellem hvad, der er sundt og knap så sundt for dem. De er så udsultet rent socialt, at der ikke er plads til at reflektere over hvem, det lige er, der står ved deres side.
Andre forældreløse spædbørn orker ikke at blive ved med at række ud til verden, fordi der ikke altid er respons på barnets kommunikation udadtil.
Disse børn ”går” psykisk ind i sig selv og opgiver at få og skabe kontakt. På den måde bliver de ikke skuffet over den manglende kontakt. I de værste tilfælde kan de børn ende med at dø.
På det børnehjem, hvor jeg blev anbragt, fik mine forældre at vide, at man nøje kiggede på de børn, der skulle bortadopteres. Specielt kiggede man efter, om der var liv i øjnene, om man kunne få kontakt til det lille barn. Og der var liv i mine øjne!! Jeg selv kalder det for ”overlevelsesøjne”. Jeg ville have kontakt, så jeg kunne leve.
Under min uddannelse til psykoterapeut gjorde en af mine lærere mig opmærksom på, at ”jeg skulle hvile mine øjne”. Jeg har en stor del af mit liv kigget meget på andre mennesker, nogle gange fordi, jeg gerne ville have kontakt. Andre gange fordi, jeg havde brug for at se, om jeg kunne spejle mig i dem. Lykkedes det mig at spejle mig i et andet menneske, følte jeg mig mere ”normal”.
Som ung og voksen kan man gentage sit eget mønster med at indgå i diffuse følelsemæssige relationer, hvor man ikke er så kritisk overfor hvem man indgår en relation til. Dette skyldes at man som spæd, på børnehjemmet, har været vant til glimtvis kontakt med mange forskellige.
Bedste hilsner, Jeanette
