NOGLE BØRN BLIVER ALLEREDE I FOSTERTILSTANDEN ADSKILT FRA DERES MOR

 

Dette er syende blog i anledning af min kommende selvbiografi om det at være adopteret.

Det er ikke alle gravidediter, der er lige lykkelige. Det er ikke alle graviditeter, der er lige velkomne.

For en del er det at blive gravid en glæde. I nogle tilfælde kan det dog være det modsatte, ja, ligefrem en tragedie.

Der kan være flere faktorer, som har en væsentligt indflydelse på situationen. Eksempelvis kan kulturen i det land, den gravide bor i, spille ind. I nogle lande anses det ikke, at man bliver gravid, hvis man ikke er gift. I nogle tilfælde kan graviditeten være et resultat af en voldtægt. Ligeså kan den økonomiske situationen bevirke, at man ikke har råd til at føde endnu en mund. For nogens vedkommende kan det også være, at kvinden har forsøgt at skjule sin graviditet ved at gå ”under jorden”. Det, at moren fra starten eller tidligt inde i graviditeten har vidst, at hun har været nødsaget til at give sit barn væk, er en meget stressende tilstand.

Disse tilstande kan være medvirkende til, at den kommende mor ikke er i stand til at skabe en begyndende tilknytning til sit ufødte barn. Når dette er tilfældet, sker der en adskillelse mellem barnet og moren, inden barnet er kommet til verden. Jo tidligere denne adskillelse, tab, finder sted, jo mere vil den sætte sig i barnets krop og sind.

For en del adopterede kan en sådan situation have været aktuel. Dette kan få fatale senfølger for det lille barn, og senere, det voksne menneske. Det kan give sig til kende ved den måde, man knytter sig til andre mennesker på – eller ikke knytter sig. ”Tør jeg overhovedet knytte mig til et andet menneske, når jeg tidligere er blevet afvist? Tænk hvis det sker igen.”

Noget andet, men så sandelig også vigtigt, er barnets evne til at koncentrere sig og håndtere stress. Hvis mødrene har været en del stressede, bliver fosterets nervesystem også påvirket negativt, hvilket kan munde ud i, at barnet kan få posttraumatisk stress. Dette kan blandt andet komme til udtryk ved, at man som voksen kan opleve, at man har udfordringer ved at trøste sig sig, berolige sig selv, når man bliver urolig eller ked af det. Som voksen kan man opleve, at når man selv bliver forælder, kan det også være svært at være i det, når ens børn bliver urolige. Man kan opleve, at det er hårdt at trøste og berolige dem.

Derudover har en del adopterede tilbragt deres første måneder, eller ligefrem år, på et børnehjem. Et børnehjem med mange andre forældreløse børn, der ligesom de selv, sikkert lå en stor del af tiden alene i hver deres seng. Uro og gråd fra de andre børn har været en stor del af det lille barns hverdag. Og det lille barn har været nødt til at følelsesregulere sig selv, eksempelvis det at trøste sig selv, hvis det blev ked af det.

Jeg selv har haft store udfordringer med at holde fokus længere tid af gangen, især med det boglige i min folkeskoletid. Dog er jeg heldig at have en mor med en stor portion tålmodighed, tid og ressourcer, når jeg havde brug for hjælp til lektierne, hvilket var en del.

Der er ingen tvivl om, at utilstrækkelig tilknytning i menneskets første tid i livet sætter blivende spor. Heldigvis er det næsten altid muligt i et vist omfang at reparere på dem.

Bedste hilsner Jeanette

Se mere

DE LEVENDE ØJNE

  Dette er sjette blog i anledning af min kommende selvbiografi om det at være adopteret. Noget af det første, adopterede oplever her i livet,

DE LEVENDE ØJNE

  Dette er sjette blog i anledning af min kommende selvbiografi om det at være adopteret. Noget af det første, adopterede oplever her i livet,

Call Now ButtonRing 42 76 98 35