Hvordan mon du har det med at skulle bryde op efter flere timers dejligt selskab?
Måske har du det fint nok, måske trænger du faktisk nu til at være lidt alene og ”puste ud”.
Eller måske mærker du en uro, når dine venner siger, ”Nå, nu tror jeg, jeg vil se at komme hjemad”.
Måske reagerer din krop og dit sind først lige efter du har sagt ”FARVEL”. Måske føler du dig efterladt tung om hjertet og kan stadig mærke din vens farvelknus.
Følelsen af ensomhed rammer dig som et lyn.
En indre uro spreder sig rundt i din krop.
Du føler dig med ét både tom og trist inden i.
Hvordan kan det være, at disse følelser kommer til live, bliver vakt i dig, når du skal sige farvel?
Hvad er det, der gør, at du ikke ”bare” kan have en ro i at tage afsked med folk, du lige har tilbragt tid med, og som du ved, du ser igen?
Trangen til at flygte væk i din mobil er fristende, for det at blive i følelserne gør for ondt.
Mon du har erfaret, at det ikke helt lykkes at løbe fra dem, trods dit forsøg med eksempelvis sociale medier?
Måske vågner du næste dag, og de ubehagelige følelser er forsvundet. Desværre blot lige indtil næste gang, du står i samme situation. Det kan være med de samme mennesker, det kan være med nogle andre, men essensen er den samme: Det er ubehageligt at sige FARVEL, VI SES IGEN.
Men hvad mon ligger til grund for disse følelser? Hvad er det, du bliver trigget af?
Der er en række forskellige faktorer, der kan spille ind. Jeg vil gerne slutte med tre eksempler:
1. Svigt tidligt i livet
Hvis man som barn adskilles fra sine forældre, enten permanent eller i perioder, kan det at sige farvel blive en udfordring i voksenlivet. Afskeden reaktiverer den følelse, barnet fik tidligt i livet, når kontakten til forældrene blev afbrudt.
2. Lavt selvværd
Når selvværdet ikke er der, hvor det gerne skulle være, kan man have en tendens til at overanalysere sociale situationer. Man kan tvivle på sig selv og sin opførsel, og denne tvivl kan snige sig ind, når man atter bliver alene.
3. Angst for sit eget selskab
Når man er i andres selskab, ledes opmærksomheden hen på nu’et. Man forholder sig til sine venner og det, de fortæller, så ens egne bekymringer glider i baggrunden. Når ”festen er forbi”, vender opmærksomheden tilbage på en selv, og bekymringerne får igen frit spil.
Uanset, om årsagen til de svære farvel ligger i ét af disse eksempler, eller om der er andre årsager bag, så er det heldigvis noget, der kan forbedres. Det, der kaldes ”personlig udvikling”, at arbejde med sig selv, kan afdække årsagerne og hjælpe, så det igen kan blive muligt at sige ”farvel” med oprejst pande, glad for det gode selskab, man lige har haft.
Bedste hilsner, psykoterapeut Jeanette
