Det er skrevet og omtalt mange gange, at barnets første leveår er af stor betydning for barnet, og sidenhen den unge og voksnes videre færd her i livet.
De børn, der tidligt efter fødslen bliver adskilt fra deres biologiske mor, kan opleve, at selve separationen medfører uløste konflikter som angst samt følelser som vrede og sorg, og som sætter sig i nervesystemet. Denne adskillelses betydning kan komme til udtryk via en voldsom adfærd – eller det modsatte, at barnet trækker sig ind i sig selv.
Det er børnenes måde at fortælle omverdenen, at de ikke trives, og ofte kan det være nonverbalt.
Barnet har tit selv svært ved at sætte ord på følelserne, frustrationen over at være blevet forladt.
En del adopterede har tilbragt deres første måneder eller år på et børnehjem, hvor der ofte ikke har været ressourcer til at stimulere barnet optimalt.
For nogens vedkommende kan det resultere i diagnoserne ADHD eller en gren indenfor autismespekteret. Det er dog ikke kun adopterede, der oplever dette, men i det hele taget børn, der har været udsat for omsorgssvigt.
For lidt eller ingen stimuli kan medføre forstyrrelser i nervesystemet, som herved ikke udvikles tilstrækkeligt og/eller optimalt.
Jeg er selv adopteret og var ca. 8 måneder gammel, da jeg kom til Danmark. Især har jeg i løbet af min skolegang oplevet, at mit nervesystem bar præg af manglende stimuli. Det kom blandt andet til udtryk ved, at jeg havde svært ved at koncentrere mig om de faglige opgaver, der blev stillet mig.
I min bog ”Er du her stadig i morgen” skriver jeg blandt andet om, hvordan disse år i skolen forløb.
I mit virke som psykoterapeut og i mit arbejde med blandt andet unge og voksne både adopterede og omsorgssvigtede, oplever jeg jævnligt personer, der har har eller har haft problemer med koncentrationsevnen.
Dette, og andre aspekter omkring omsorgssvigt, kan du læse mere om i min næste blog ”Omsorgssvigtens mange ansigter”.
