Her kommer anden del af min serie om omsorgssvigt.
Her har jeg fokus på udviklingspsykologien, og hvad der kan ske, når denne går skævt. Jeg har taget udgangspunkt i udviklingspsykologen Daniel Stern og professoren Kari Killen.
Man kan blive forladt både rent fysisk men så sandelig også rent psykisk.
Når børn bliver anbragt udenfor deres primære hjem, føles det som at blive forladt. Man kan også føle sig forladt, hvis man er opvokset med forældre, der af den ene eller anden grund ikke har formået at være til stede rent mentalt.
Hvis barnet ikke bliver mødt i sit behov for kontakt med den voksne, kan det føle sig værdiløst, og dermed kan roden til et dårligt selvværd dannes.
Hvis barnet er meget overladt til sig selv og ikke får nok respons på sin færden i hjemmet, kan man tale om psykisk omsorgssvigt. Det lille individ kan få tanker af eksistentiel art: Har jeg overhovedet ret til at være her i verden? Hvad er meningen med mig?
De spædbørn, der kort efter fødslen bliver anbragt uden for hjemmet og ikke får deres basale behov dækket (såsom sult og søvn regelmæssigt), kan have meget sparsom interesse for omverdenen.
Det kan også medvirke til, at kompetencerne for at lære og skabe bliver forværrede.
Den norske professor or forfatter med uddannelse indenfor børnepsykiatri, Kari Killen, inddeler omsorgssvigt i flere kategorier. Disse er bl.a. fysiske og psykiske overgreb.
De fysiske overgreb kan kendes ved eksempelvis blå mærker på barnets krop. Men barnet kan også have været udsat for en voldsom rystning, som kan give skader i hovedet – disse skader kan hæmme dets udvikling. Barnet kan også påføre sig selv skader, hvis de voksne ikke formår at beskytte det mod fare.
Hvis barnet ikke får mad nok, eller får mad, der ikke er ernæringsmæssigt rigtigt sammensat, kalder Killen det vanrøgt.
Som jeg beskrev først i bloggen, er psykisk fravær også et omsorgssvigt.
En type af omsorgssvigt kan have fundet sted før fødslen. Dette ses f.eks., når kommende mødre har indtaget rusmidler under deres graviditet.
Er man adopteret, vil der ofte være en uvished om, hvordan de allerførste måneder og år af ens liv er forløbet. Og for nogle af os er det et vilkår, at vi aldrig får svar på hvordan, vores biologisk mor levede under sin graviditet. Men kroppen kan sladre, både mentalt og fysisk. Vi kan reagere på de signaler, kroppen giver, vi kan undersøge og bearbejde dem. Vi kan ikke omskrive vores historie, men vi kan få sat ord på de følelser, vi bærer i os. Og på den måde få en større selvforståelse.
Bedste hilsener
Jeanette
